Kontakt

Kontakt bestyrelsen i SKAGEN SEJLKLUB.


Vedtægter for Skagen Sejlklub

§ 1. Navn, hjemsted, organisation. Klubbens navn er “SKAGEN SEJLKLUB”, og dens hjemsted er Skagen. Klubben er medlem af Dansk Sejlunion under dennes lokalkreds og er som sådan undergivet såvel unionens som Dansk Idræts-Forbunds love og vedtægter.

§ 2. FormålKlubbens formål er at fremme sejlsporten i enhver henseende, hvilket søges opnået lokalt, bl.a. ved:

  • tilvejebringelse af faciliteter såsom broanlæg, søsætnings- og ophalingsmuligheder samt vinteropbevaring på land.
  • uddannelse af især ungdommen, såvel teoretisk som praktisk i sejlsport,
  • afholdelse af stævner, konkurrence- og kapsejladser, fælles sejlture,
  • etablering af lokalemæssige rammer for kammeratligt samvær, møder, undervisning og anden med sejlsport forbunden aktivitet.

For at kunne opfylde klubbens formål forudsætter det medlemmernes medvirken ved de ovenfor nævnte aktiviteter, herunder også deltagelse i udvalgs-, ledelses- og bestyrelsesarbejde.

§ 3. Medlemmer. Anmodning om optagelse som medlem sker ved henvendelse til bestyrelsen eller til klubbens administrator, gerne via e-mail. Forinden optagelsen kan bestyrelsen foranledige, at den pågældende informeres om klubbens love og øvrige bestemmelser. Optagelse i klubben kan ske som aktive medlemmer således:

  • juniormedlem: Til og med 19 år,
  • ungdomsmedlem: Fra 20 til og med 24 år,
  • seniormedlem: Fra og med 25 år,
  • (ægte)par.

Skæringsdato er 31. marts inkl.

Aktive medlemmer har stemmeret efter 3 måneders medlemskab. Passive medlemmer kan optages fra og med 25 år. Disse har ikke stemmeret på generalforsamlingerne og kan ikke vælges til bestyrelsen. Passive medlemmer kan ikke have bådeplads ved klubbens broer og på eller i vinteropbevaringssteder.

§ 4. Generalforsamling. Generalforsamling, i februar. Indkaldelse hertil skal ske skriftligt eller ved elektronisk post til medlemmerne senest 14 dage før afholdelsen, og den skal indeholde dagsorden med: Valg af dirigent, beretning fra formanden, og fra kassereren samt behandling af forslag. Forslag fra bestyrelsen skal desuden medtages på indkaldelsen. Forslag fra medlemmer til behandling på generalforsamlingen skal fremsendes til bestyrelsen senest 8 dage før afholdelsen.

§ 5. Ekstraordinær generalforsamling Ekstraordinær generalforsamling indkaldes med 8 dages varsel skriftligt eller ved elektronisk post, evt. tillige ved annoncering. Dette kan ske på bestyrelsens foranledning, og det skal ske, når 10 aktive medlemmer – juniorer undtaget – skriftligt fremsætter motiveret anmodning herom overfor bestyrelsen. Årsagen til den ekstraordinære generalforsamling skal kort fremgå af indkaldelsen.

§ 6. Afstemninger. Stemmeret på generalforsamlingen har alle aktive medlemmer, der har betalt kontingent i det pågældende kalenderår. Afstemningen foregår ved håndsoprækning, men såfremt ét medlem forlanger det, foretages skriftlig afstemning. I begge tilfælde udpeger dirigenten 2 stemmetællere. Beslutningerne afgøres ved simpel stemmeflerhed, uanset de fremmødtes antal. Herfra undtages: Udelukkelse af medlemmer (jfr. § 11) og lovændringer. Hertil kræves mindst 2/3 af de fremmødtes stemmer.

Ved afstemninger, der er af meget væsentlig betydning for klubbens fremtid, ansvar og vilkår – eksempelvis opløsning af klubben – kan tilsammen 2/3 af ungdoms- og seniormedlemmerne beslutte, at juniormedlemmerne ikke kan stemme.

§ 7. Bestyrelsesvalg. Bestyrelsen består af 5 aktive medlemmer, der vælges på generalforsamlingen, 2 vælges i lige årstal, 3 vælges i ulige årstal. Valget gælder for 2 år for hvert medlem. Bestyrelsen konstituerer sig efter valg med formand, næstformand, kasserer og sekretær. På generalforsamlingen vælges endvidere 2 bestyrelses-suppleanter samt 2 revisorer og 2 revisorsuppleanter. Genvalg kan finde sted, men ingen kan betræde den samme post i bestyrelsen i mere end 10 år i sammenhæng.

§ 8. Bestyrelsen. Foreningen ledes af bestyrelsen, der har det øverste ansvar for den samlede drift og for den rettest mulige forvaltning af klubbens midler i enhver henseende. Formanden – i dennes fravær næstformanden – tegner bestyrelsen og dermed klubben. Formanden, resp. næstformanden, indkalder til bestyrelsesmøder til fast aftalte tidspunkter ellerefter behov, og i øvrigt når mindst 3 medlemmer af bestyrelsen anmoder herom. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når der på et møde er mindst 3 medlemmer til stede, inkl. formand eller næstformand samt kasserer. Afstemninger afgøres ved alm. stemmeflerhed. Står stemmerne lige, tæller formandens, resp. næstformandens, stemme dobbelt. For hvert møde føres en beslutningsprotokol, der senest på efterfølgende møde underskrives af de i det pågældende møde deltagende medlemmer.

§ 9. Regnskab. Klubbens regnskabsår er kalenderåret. Klubbens økonomi forvaltes mest muligt gennem et pengeinstitut. Kassereren fører regnskabet og foretager de løbende dispositioner med ansvar over for formanden, resp. næstformanden. Bestyrelsen kan bestemme, at eksempelvis udstedelse af checks skal ske med formandens, resp. næstformandens medunderskrift. Senest den 20. januar afleveres det afsluttede regnskab til revisorerne, som returnerer det med evt. anmærkninger senest den 1. februar. Detaljeret regnskab skal forelægges til godkendelse på generalforsamlingen.

§ 10. Kontingenter m.v. Medlemskontingenterne fastsættes på generalforsamlingen, der tillige fastsætter alle øvrige gebyrer såsom: Broleje, leje af vinterplads, indskud ved bådplads og lignende. Medlemmer med båd eller på venteliste betaler et forhøjet kontingent, som fastsættes på generalforsamlingen.

Årskontingenterne er forfalden til betaling senest den 1. april. For nye medlemmer i årets løb vil der altid være 4 ugers frist. Ved indmeldelse efter 1. oktober, betales kun halvt kontingent for det pågældende år.

Manglende overholdelse af forfaldstidspunkt medfører automatisk tab af stemmeret, indtilbetalingen finder sted. Såfremt klubben ikke har modtaget indbetalingen inden 14 dage efter forfaldstidspunkt, udsendes en rykker, og der opkræves et rykkergebyr. Er kontingentet ikke betalt 4 uger efter forfaldstidspunkt, kan bestyrelsen beslutte at slette et medlem med yderligere 4 uger varsel.

Samtidig slettes medlemmet på evt. venteliste, men kan dog genoptages herpå bagerst i rækken ved fornyet indmelde i klubben. Ved slettelse mistes også evt. bro- og vinterplads, og ved evt. senere tildeling af sådanne pladser efter fornyet indmeldelse i klubben, betales fuldt indskud hertil, uanset om vedkommende tidligere har betalt indskud. Besked om slettelse som medlem fremsendes til den pågældende, med de anførte konsekvenser. Varslet gælder fra poststemplets dato. For betaling af bro- og vinterpladsleje gælder tilsvarende betalingsfrister idet dog forfaldstidspunktet for vinterplads kan være placeret på andet tidspunkt. Manglende betaling af pladsleje medfører tab af de pågældende pladser, men ikke krav om nyt indskud ved evt. senere gentildeling af plads, med mindre der også er tale om kontingentrestance (jfr. ovenfor). Bestyrelsen kan beslutte at afvige fra ovenstående principper i enkelte tilfælde, når ganske særlige forhold taler herfor.

§ 11. Udelukkelse af medlem. Udover slettelse ved restance ifr. § 10 kan bestyrelsen, hvis den finder anledning hertil, udelukke et medlem for bestandigt eller for en nærmere fastsat periode. Tilsvarende kan ske, hvis tilsammen 10 aktive medlemmer – juniorer dog undtaget – fremsætter skriftligt motiveret anmodning herom over for bestyrelsen. Fremgangsmåden og konsekvenserne svarer til de i § 10 anførte (v. kontingentrestance), idet skrivelsen dog skal indeholde redegørelse for årsagen til udelukkelsen. Vedkommende skal, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse, have haft lejlighed til at fremføre sit forsvar.

Bestyrelsesmødet, hvor en sådan afgørelse træffes, skal være fuldtalligt, og mindst 3 medlemmer skal stemme for. Det udelukkede medlem har ret til inden 8 dage efter afsendelse af anbefalet skrivelse (poststemplets dato) at forlange udelukkelsen og dens varighed endeligt afgjort den førstkommende ordinære generalforsamling, og i så fald har medlemmet ikke mistet sine rettigheder som klubmedlem i mellemtiden. Medlemmet har taleret men ikke stemmeret i sin egen sag på denne generalforsamling. Ved afstemning om udelukkelse forholdes som i § 6, stk 1. (2/3 af de fremmødte skal stemme for). Såfremt der senere fremkommer oplysninger af væsentlig betydning for en nyvurdering af årsagen til en tidligere foretaget udelukkelse, kan medlemmet ved skriftligt motiveret anmodning forlange sagen genbehandlet på næste generalforsamling, hvor der forholdes som ovenfor anført.

§ 12. Udmeldelse. Udmeldelse kan ske hele året. Ved ophør af medlemskab ydes ikke refusion af allerede betalt kontingent. Såfremt et medlem, der selv har udmeldt sig, igen indmelder sig i klubben, optages vedkommende bagerst i rækken på evt. ventelister. Ved senere tildeling af plads, der forudsætter indskud, skal der ikke betales sådant indskud, hvis et tilsvarende indskud tidligere er indbetalt under forrige medlemskab. Dog kan der opkræves en difference i tilfælde af, at det pågældende indskud er forhøjet i mellemtiden. Er der gået 3 år eller mere mellem udmeldelse- og genindmeldelses tidspunkterne, skal der dog betales nyt, fuldt indskud.

§ 13. Æresmedlem. Som påskønnelse for en personlig. helt speciel og særdeles betydningsfuld indsats for klubben, kan en person udnævnes til æresmedlem. Forslag herom fremsættes af bestyrelsen til vedtagelse på en generalforsamling. Vedkommende behøver ikke at være, eller at have været, medlem af klubben. Et æresmedlemsskab bør være livsvarigt og kontingentfrit.

§ 14. Udvalg. På generalforsamlingen søges etableret alle fast udvalg vedr. eksempelvis klubhus, vinterpladser, broer, kapsejlads, junior- og ungdomsarbejde, motorbåds- og langtursaktivitetet, fester og møder. Udvalgene kan om nødvendigt supplere sig selv med godkendelse af bestyrelsen, der desuden selv kan nedsætte diverse ikke-faste udvalg til løsninger af særlige opgaver. I sådanne “ad hoc” udvalg – såvel som i junior- og ungdomsudvalget – kan ikke-medlemmer optages (eksempelvis forældre til juniorer, eksperter, repræsentanter for andre klubber eller myndigheder). Udvalgene arbejder under ansvar over for bestyrelsen, evt. i praksis via det bestyrelsesmedlem, der måtte være udpeget til det eller de pågældende udvalgs kontaktperson.

§ 15. Bropladser. Medlemmers både, der har plads ved klubbens broer – eller er på venteliste hertil – skal være indrettet til og kun kunne benyttes som deciderede lystfartøjer i forbindelse med tur- og kapsejlads. Broanlæggene er klubbens ejendom. Medlemmer med broplads eller på venteliste hertil, skal være aktive medlemmer og have fast bopæl i den tidligere Skagen Kommune.

Hvert aktiv medlem kan kun råde over én bådplads. Bestyrelsen kan i ganske særlige tilfælde dispensere fra denne regel.

Bådene skal være ansvarsforsikrede, og medlemmerne skal dokumentere såvel forsikrings- som ejerforhold overfor bestyrelsen.

Ved delt ejerforhold, hvori indgår udenbys medejer(e), skal alle være aktive medlemmer. Bådpladsen tildeles kun det medlem, der som lokal, fastboende indgår i et sådant partnerskab. Den pågældende skal over for bestyrelsen dokumentere, at vedkommende indgår i ejerforhold med mindst halvdelen heraf. Dokumentation sker ved fremlæggelse af signeret, skriftlig aftale om fordeling af ejerforholdet mellem de(n) udenbys parthaver(e) og det lokale medlem. Endvidere fremlægges kopi af oprindelig købskontrakt og kvittering som et juridisk gyldigt ejerbevis. På tilsvarende vis dokumenteres, at præmien for bådens forsikring opkræves hos den lokale bådejer i partnerskabet, hvem bådpladsen tilhører.

Bestyrelsen udarbejder hvert år en broplan med fordeling af pladserne. Pladserne kan ikke købes, men kun lejes, og ingen kan have faste pladser. Bestyrelsen drager dog omsorg for, at der bevares en vis stabilitet i planen, og større ændringer drøftes forinden med de berørte bådejere. Disse forpligter sig tilsvarende til at underrette bestyrelsen i god tid, såfremt udskiftning af båd nødvendiggør tildeling af anden plads.

Bestyrelsen administrerer en venteliste, hvor ansøgere om plads optages kronologisk i nummerorden, hvor laveste nummer først tilbydes plads. Dog skal der ved tildeling af bådplads tilstræbes, at bådens størrelse svarer til størrelsen af den ledige plads. Anmodning om optagelse på listen fremsættes over for bestyrelsen og kan ske når som helst. Af hensyn til den årlige revision af broplanen, skal ansøgere på ventelisten hvert år inden 1. april bekræfte deres anmodning for forsat at kunne være opført på listen. Revideret venteliste ophænges sammen med broplanen i klubhuset ved sæsonens begyndelse og fremvises i øvrigt på forlangende.

Ved tildeling af bådpladser betales et af generalforsamlingen fastsat indskud af medlemmer, indmeldt i klubben efter 1.4.1978. Indskuddet kan kun i ganske særlige tilfælde refunderes. Der er én ny klubstander om året inkluderet i brolejen.

Man kan ikke fremleje sin plads, og der må ikke byttes pladser. Ønsker om ændringer skal fremsættes over for, og godkendes af bestyrelsen. Bådpladsen tildeles bådejeren og den båd ejeren er tilmeldt med, men ved salg medfølger pladsen ikke til køberen. Hvis en båd har mere end én ejer, skal samtlige ejere have 2 års medlemskab for at bådpladsen kan registreres i anden medejers navn. Ved afhændelse af båd uden anskaffelse af ny, overgår pladsen til bestyrelsen, der tildeler den til den første på ventelisten, dog jfr. ovennævnte overensstemmelse mellem henholdsvis bådens og pladsens størrelse. Såfremt denne ikke kan udnytte pladsen umiddelbart, går tilbudet videre til den næste på listen, men den første tilbudte opretholder sin plads på listen og står derved først for ved næste pladstilbud.

Ved salg af båd og påtænkt anskaffelse af anden båd, kan pladsen beholdes i indeværende og næste sæson mod betaling af fuld broleje. Indtil anskaffelse af ny båd finder sted, kan medlemmer på venteliste dog gøre brug af pladsen.

Hvis man en hel sæson ønsker at fraskrive sig retten til brug af bropladsen, gives besked herom til bestyrelsen inden 1. april. Man kan dog opretholde retten til pladsen for næste sæson, ved betaling af halv broleje. Bestyrelsen kan dog – for normal leje – tildele pladsen til den første på ventelisten, men kun for den pågældende sæson.

Hvis pladsen henligger tom – uden den registrerede båd – i 2 på hinanden følgende sæsoner, mistes pladsen.

Bestyrelsen kan i ganske særlige tilfælde dispensere fra ovenstående regler. Dette kan eksempelvis være ved særlige situationer i en familie eller i et parforhold – f.eks. dødsfald eller skilsmisse – således at en efterlevende ægtefælle eller en partner i et opløst parforhold umiddelbart kan overtage den hidtidige fælles bådplads. Den pågældende skal være aktivt medlem og opfylde bopælskriteriet. Brolejen gælder for et helt år, d.v.s. også for overliggere om vinteren.

For retmæssigt at kunne benytte en bådplads, er bådejeren i løbet af sæsonen forpligtet til at holde sin båd i sødygtig stand, tilrigget og klar til sejlads, samt til regelmæssigt at tilse fortøjninger, fendere og søventiler, herunder evt. behov for at lænse. Yderligere forventes det, at ejeren regelmæssigt benytter sin båd.

Bestyrelsen er til enhver tid bemyndiget til at vurdere, om disse forpligtelser overholdes i tilstrækkeligt omfang. Hvis det vurderes, at en båd henligger som inaktiv gennem længere tid, kontaktes ejeren omkring forholdene.

Bådejeren kan nu, ud fra bestyrelsens vurdering, blive bedt om enten at forhale sin båd til anden anvist plads eller også om selv at fjerne båden fra klubbens broanlæg inden for en rimelig tidsramme. Den pågældende bådejer mister da sin bådplads, og fornyet optagelse på venteliste forudsætter, at forholdet ikke gentager sig.

Bestyrelsen kan i ganske særlige tilfælde – f.eks. alvorlig sygdom el. lign. – dispensere helt eller delvist fra ovennævnte sanktioner.

§ 16. Fiskefartøjer. Både, der er registreret eller indrettet som fiskerfartøjer, eller som overvejende anvendes til erhvervslignende fiskeri, kan ikke have plads ved klubbens broanlæg, bortset fra evt. separat vinterplads. I sidstnævnte tilfælde behøver bådejeren ikke at være medlem af klubben. Alt med fiskeri forbundet arbejde må ikke foregå ved broerne, og på disse må ikke forefindes noget med fiskeri forbundet materiel, hvilket forhold gælder hele året.

§ 17. Reglementer. Medlemmerne er forpligtet til at efterkomme de regler, der af bestyrelsen og/eller af generalforsamlingen – udover de i nærværende loves paragraffer – er fastlagt for benyttelse af klubbens materiel og for anvendelse af og færdsel i og på klubbens ejendomme, pladser og broanlæg.

§ 18. Klubbens opløsning. Beslutning om klubbens opløsning kan kun tages på en i dette øjemed indkaldt ekstraordinær generalforsamling. Til dennes beslutningsdygtighed kræves, at mindst 1/2 af klubbens stemmeberettigede medlemmer er til stede, og til forslagets vedtagelse kræves, at mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås sådant flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes til en ny generalforsamling, hvor beslutningen kan træffes med ovennævnte stemmeflerhed, uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer, der er til stede. I tilfælde af beslutning om klubbens opløsning tilfalder eventuelt overskud Frederikshavn Kommune, idet tinglysninger og andre juridiske eller tilsvarende betingelser eller forpligtelser respekteres. Midlerne vil herefter blive fordelt til almennyttige formål i Frederikshavn Kommune efter Folkeoplysningsudvalgets anbefaling.

Vedtaget på generalforsamlingen den 15. marts 1984.

Ændringer til § 3 og § 10 vedtaget på generalforsamlingen den 28. februar 1995.

Ændringer til § 7 vedtaget på generalforsamlingen den 29. oktober 1996.

Ændringer til § 15 vedtaget på generalforsamlingen den 16. februar 1999.

Efterårsgeneralforsamlingen slettet på generalforsamlingen den 28. oktober 1999.

Ændringer til § 3, 6, 11, 15 og 18 vedtaget på generalforsamlingen 28. februar 2001.

Ændringer til § 18 vedtaget på generalforsamlingen den 13. februar 2002.

Ændringer til § 15 vedtaget på generalforsamlingen den 25. februar 2004.

Ændringer til § 3 og § 10 vedtaget på generalforsamlingen den 16. februar 2005.

Ændringer til § 15 og § 18 vedtaget på generalforsamlingen den 14. februar 2007.

Ændringer til § 18 vedtaget på generalforsamlingen den 27. februar 2008.

Ændringer til § 15 vedtaget på generalforsamlingen den 25. februar 2009.

Ændringer til § 4,5 og 15 vedtaget på generalforsamlingen den 16. februar 2011.

Ændringer til § 3,10,12,15 vedtaget på generalforsamlingen den 29. februar 2012.

Ændringer til § 15 vedtaget på generalforsamlingen den 26. februar 2014

Ændringer til § 15 og 18 vedtaget på generalforsamlingen den 25. februar 2015

Ændringer til § 2 og 15 vedtaget på generalforsamlingen den 25. feruar 2016